Online reputation management

Når enten virksomheder eller privatpersoner ønsker at forbedre omdømme og fremtræden på Internettet aktivt, er reputation management det værktøj eller nærmere den værktøjskasse som benyttes. Rent praktisk kan reputation management udføres på et væld af forskellige måder, men formålet er i de fleste tilfælde at enten fjerne dårlig omtale eller fremhæve god omtale for en given kunde i søgeresultaterne.

Årsagerne til at gøre sådan er så mange som der findes kunder til denne type ydelser, og myten om at reputation management primært benyttes af kunder, der har brug for at skjule oprigtig negativ omtale, er ikke andet end, ja, en myte. I denne artikel giver jeg dig en grundig introduktion til begrebet reputation management, samt et par brug bare værktøjer til at pleje dit eget brand på internettet.

Skjul det dårlige eller fremhæv det gode?

Ethvert brand fortjener en ny chance, men internettet og søgemaskinerne husker godt, og det spænder i mange tilfælde ben for at skabe ny værdi og succes. Hvad enten der er tale om negativ omtale fra bitre tidligere ansatte, arrige kunder eller noget helt tredje er det nemlig muligt at begrænse – ikke fjerne – synligheden af disse indslag med proaktiv såvel som reaktiv reputation management.

Sidstnævnte metode er nok den som de fleste forbinder med begrebet reputation management – altså at rette op på skade der allerede er sket, men i virkeligheden er proaktiv styring den klart mest udbredte metode. For mange brands er første side på Google det tætteste mange kommer på et egentligt visitkort for sine slutbrugere, og her kan det for mange være gunstigt at præsentere sig på bedst mulig vis. Derfor kan reputation management også sagtens handle om at fremhæve alt det gode der gemmer sig langt nede på listen af søgeresultater, men når det kommer til lige netop dette arbejdsområde er to opgaver aldrig ens.

Læs udtalelser fra mig omkring reputation management i medierne

Overvågning skaber klarhed og overblik

Mange opgaver inden for reputation management knytter sig helt naturligt til enkeltpersoner. Det kan være erhvervsledere, selvstændige, offentlige personer eller politikere. Som regel er der tale om personer og brands som ofte får omtale fra offentligheden, og her er overvågning det helt centrale nøgleord for at få succes med reputation management.

Et godt tip hvis du vil prøve lidt gratis proaktiv reputation management er at benytte Google’s værktøj Google Alert, hvor du kan oprette alarmer på forskellige interessante nøgleord, eksempelvis dit eget navn og din egen virksomhed, og modtage en e-mail hver gang der dukker et nyt website med relevant omtale op i Google’s globale indeks.

Dette værktøj retter naturligvis ikke op på negativ omtale, men giver dig til gengæld et forholdsvist komplet overblik over den relevante omtale og – endnu vigtigere – en mulighed for at reagere tidligt. Som regel kan de fleste misforståelser klares med dialog, og alternativt giver Google Alerts selvsagt også overblik over al den positive omtale.