Nofollow link

Nofollow-attributten blev taget i brug af både Yahoo, Bing og Google tilbage i 2005, og meningen med det var at have en attribut, som webmastere kunne benytte til at fortælle søgemaskiner, at de ikke nødvendigvis stoler på det, der linkes til. Samtidig var det også meningen, at attributten skulle benyttes på betalte links.

Idéen med nofollow

Tanken bag nofollow var altså, at webmastere skulle kunne linke ud uden helt at stå inde for det, der blev linket til. Det lyder måske lidt besynderligt, men der findes en masse forskellige situationer, hvor det er hensigtsmæssigt at bruge nofollow. For eksempel på brugerdrevne websites hvor webmasteren ikke selv er herre over, hvilke links der bliver lagt ud eller i kommentarfelter. Netop kommentarspam var et stort problem, dengang nofollow blev introduceret. Den dag i dag kører de fleste websites med kommentarfelter per automatik med nofollow.

Kommentarspam virkede i den grad og var en taktik, der hyppigt blev benyttet. Den dag i dag er kommentarlinks ikke meget værd. Dem skal du kun gå efter, hvis du har noget fornuftigt at sige, ikke udelukkende for at forbedre dine placeringer.

Et nofollow link kan ikke overføre PageRank

Nofollow sikrer, at et link ikke overfører PageRank, som dengang, da nofollow blev introduceret, var Googles primære måleenhed for en websides popularitet. Pagerank er stadig en stor del af algoritmen den dag i dag, men den kombineres nu med en lang række andre måleenheder.

Tidligere gjaldt det i princippet blot om at have så høj en PageRank som muligt, og så ville man ranke stort set uagtet, om de links, der gav websitets dets PageRank, var relevant eller ej. Det gjorde selvfølgelig også, at man dengang gjorde alt for at akkumulere PageRank. Her i blandt at købe links fra andre sider med høj PageRank. Det blev faktisk en hel industri i sig selv. Den branche er dog efterhånden så godt som død - i hvert fald på overfladen hvor Google følger med.

Et nofollow-link kan stadig give værdi

På trods af at nofollow-links ikke overfører PageRank, kommer der stadig værdi ud af et nofollow-link. Et nofollow-link kan stadig overføre det, der hedder trust - især hvis det er fra et meget ”trusted” website. Får du et link fra et sådan website, og er det nofollow, men linket er en del af brødteksten og ikke en kommentar eller på en anden måde brugerskabt, kan der overføres en vis værdi igennem linket.

Herudover er der også den faktor, at linket naturligvis også kan give besøgende, og det er jo i virkeligheden det, det der med links går ud på, selvom vi nogle gange har en tendens til at glemme det i vores iver for at komme til tops i søgeresultaterne.

SEO-folket ”misbrugte” nofollow

Da nofollow kom til, startede det en helt ny praksis inden for SEO, nemlig PageRank Sculpting. Det gik ud på, at man ved at benytte nofollow internt på sit website aktivt kunne sørge for, at den PageRank, ens website havde tilgængelig, ikke flød over i mindre vigtige sider som eksempelvis kontaktsider og om os-sider. Tesen var, at kunne man lukke ned for nogle sider, var der mere PageRank til de resterende sider, der ikke var nofollowed. Og det virkede!

Google skruede på knapperne og ændrede den måde, det virkede på

Som sagt blev nofollow misbrugt til at forme PageRank og fordele den. Det lagde Google mærke til, og de ændrede derfor i 2008 måden, hvorpå det virkede. Det var en markant ændring.

Det, Google ændrede, var, at nofollow links også begyndte at bruge af den mængde linkværdi, man havde til rådighed. De holdt dog fast i, at der ikke skulle flyde PageRank til modtager-websitet. I stedet fordampede værdien internt, og det er sådan, det også fungerer den dag i dag.

Brug nofollow-links på affiliate-links

Arbejder du med affiliate-marketing, eller sælger du links i marketingøjemed, bør du benytte nofollow på de udgående links, du har. Det er det, det er lavet til, og det sender et signal til Google om, at der ikke er tale om en almindelig anbefaling. Det beder Google dig faktisk om at gøre, så det bør du lytte til.

Brug også nofollow på åbenlyse partnerlinks

Har du partnerbyttelink på dit website, skal du passe på, for den slags links er Google ikke vild med - slet ikke hvis de også er sitewide (på hele websitet). Du får alligevel ikke meget ud af, at I anbefaler hinanden, og hvis begge partnere mener, det er gavnligt at linke til hinanden, så bør nofollow tages i brug. Om du skal bruge nofollow på betalte links som Google siger, må være op til dig. Men åbenlyse købte links er generelt set farligt at rode med. Køber du omvendt links for at opnå bedre placeringer, giver det ikke meget mening at indkøbe nofollow-links.

Brug ikke nofollow internt

At bruge nofollow på interne links, er ikke noget du skal gøre brug af. Som sagt betyder et nofollow-link, at du ikke helt stoler på det, der linkes til, og at du ikke ønsker at overføre nogen værdi. Det er et meget underligt signal at sende til Google. For hvorfor stoler du som websiteejer ikke på dit eget indhold? Lad derfor være med at benytte nofollow på interne links!

Er det så i orden at linkspamme, hvis man bruger nofollow?

Det er i princippet i orden at linkspamme, så længe der er tale om nofollow-links. På den måde fortæller du nemlig aktivt Google, at du ikke vil overføre nogen værdi, og dermed er det i princippet ikke et forsøg på at manipulere med deres søgemaskine.

Jeg har hørt om og set flere eksempler på dette i praksis; websites der ranker udelukkende på nofollow-links, og hvor linkprofilen så mere eller mindre autogenereret ud (linkspam fra spamværktøjer). Google har i princippet givet et carte blanche til spam, så længe du husker nofollow. Som vi lige har været inde på, overfører nofollow-links som bekendt nogen værdi, og kan du skabe tusindvis af dem, akkumuleres den lille værdi pludselig til noget håndgribeligt.

Det er ikke en praksis, der kan anbefales at rode med. Og slet ikke på dit primære website. Men der er altså eksempler på, at det virker.

Du skal have nofollow-links i din linkprofil

Hvis du selv arbejder med linkbuilding, er det fristende altid at få fat i links, der ikke bærer nofollow-attributten. Som udgangspunkt er det da også dette, du skal gå efter, men det er vigtigt, at du har nofollow-links pegende på dit website også, når du først har en del indgående links. En linkprofil helt uden nofollow-links virker ikke naturlig. Derfor kigger man også på ratio af nofollow links i mod almindelige links, når man analyserer linkprofiler, og det kan du være sikker på, at Google også gør. Når dette er sagt, så er det heldigvis nemt at få nofollow-links, for de hænger nærmest på træerne.

Overfører nofollow-links ankertekst værdi?

Nej, ikke som udgangspunkt. Hvis du linker ud med et nofollow-link, vil den ankertekst, du benytter, ikke blive benyttet til at vurdere, hvad den side, der linkes til, indeholder. Det er nemlig slet ikke den almindelige crawler, der følger linket.

Ankerteksten er som udgangspunkt en del af teksten på din side. Linker du derimod ud med et almindeligt link, tilhører den tekst, der er markeret som linket (ankerteksten), faktisk modtager-websitet. Og det er det, der gør, at modtagersiden kan ranke på det, der står i ankerteksten - kombineret med den sædvanlige sideanalyse af modtagersiden.

Sådan implementerer du nofollow

På sideniveau:

<meta name="robots" content="nofollow"> 

Direkte i et link

<a href="http://www.example.com/" rel="nofollow"> </a> 

Vil du have hjælp til SEO?