Hreflang blev introduceret tilbage i 2011 og var et kærkomment tiltag, der gjorde arbejdet med flersprogs-websites langt nemmere og mere håndterbart. Hreflang-tagget fortæller Google, hvilken land/region og sprog du bruger på en side, så søgemaskinerne kan præsentere dette resultat til brugere, der søger i dette sprog, og som kommer fra det pågældende land eller blot til brugere, der alle har samme sprogindstilling.
Indholdsfortegnelse
- Målretning udelukkende ud fra sprog
- Sproglig og regionsbaseret målretning
- Målretning er vigtigt!
- Lad ikke Google om vurderingen
- Forkert valuta kan være en konverteringsdræber
- Kan bruges som duplicate content blocker
- Gør dit indhold lokalt, også selvom du bruger hreflang
- Kan man ikke geo-målrette i Search Console?
- Flere hreflangs pegende på en side
- Kan også bruges på tværs af domæner
- Serverer du de forkerte versioner til dine brugere allerede?
- Bing understøtter ikke hreflang
- Vær opmærksom på følgende
- Implementering af hreflang
Målretning udelukkende ud fra sprog
Hreflang behøver ikke at køre sammen med en region. Det kan nemlig være, man ønsker, at alle, der har sat deres sprog til tysk, skal lande på det samme website. Hvis dette er ønsket, skal man blot bruge hreflang helt uden at påsætte region, så vil Google sende alle brugere, der søger på det pågældende sprog, til denne version af websitet.
Eksempel:
Nedestående kode målretter mappen /de til alle, der søger på tysk og er ikke regionsbestemt.
<link rel=”alternate” href=”https://www.ditwebsite.com/de” hreflang=”de” />
Sproglig og regionsbaseret målretning
En anden fordel ved hreflang er, at man kan vælge et foretrukket sprog for en given region (ikke kun land), og dermed er der en større chance for, at Google vælger at vise den korrekte version for en bruger fra den region med den pågældende sprogindstilling.
Eksempel:
Nedestående kode målretter nedestående mappe til folk fra Belgien, der har deres sprog sat til fransk.
<link rel=”alternate” href=”https://www.ditwebsite.com/fr” hreflang=” fr-be” />
Målretning er vigtigt!
Laver man ikke geografisk og sprogmæssig målretning på et internationalt e-Commerce website, kan det give store problemer rent brugermæssigt. Der kan nemlig være stor forskel på pris, valuta, leveringsbetingelser og meget andet.
Inden hreflang blev en brugbar løsning, ville mange lande- og sprogbestemte løsninger med eksempelvis flere engelske subfolders eller subdomains, hvor alt var identisk, udover måske bittesmå forskelle i sproget og valutaen, blive opfattet som duplikeret indhold. Dermed blev det rigtig svært at rangere ordentligt i søgeresultaterne.
Lad ikke Google om vurderingen
Det kan være svært for Google at afkode, hvilken version en bruger skal lande på, selvom man har tilpasset sproget i forhold til de forskelle, der måtte være. De helt klassiske eksempler på forskelle i det engelske sprog som color og colour og soccer og football er sjældent nok til at overbevise Google. Det er også selve årsagen til, at tagget blev introduceret.
Forkert valuta kan være en konverteringsdræber
Det vil altid være det bedste udgangspunkt at bruge den for brugeren korrekte valuta. Det fjerner mistro og øger chancen for konverteringer markant. En engelsk bruger vil være meget mere tilbøjelig til at lægge en bestilling, hvis prisen præsenteres i pund frem for dollars og for en amerikaner vice versa.
Kan bruges som duplicate content blocker
Det kan være, at du ikke har økonomi til at oversætte dit website til alle verdens sprog og derfor måske kun har oversat de vigtigste menuelementer, priser og valuta samt call to actions. Benytter du ikke hreflang i en sådan situation, vil du få mange problemer med duplikeret indhold.
Med hreflang kan vi fortælle Google, at vi godt ved, der er tale om ens eller næsten identisk indhold, men at det har et specifikt formål – nemlig målretning. Dette skaber en bedre brugeroplevelse, som Google er meget interesseret i. De får mest ud af at skaffe deres brugere de bedst mulige oplevelser.
Gør dit indhold lokalt, også selvom du bruger hreflang
Arbejder du seriøst med international SEO og dermed målretter indhold til forskellige lande og/eller sprog, skal du være sikker på, at du giver brugerne den information, der passer til det marked, de kommer fra. Blandt andet bør du skrive i det sprog, som de taler, have lokale kontaktinformationer og måske endda tilpasse dit layout og indhold til det pågældende lands præferencer.
Der kan være store forskelle på, hvordan forskellige regioner ser på og opfatter helt elementære ting som farver, opbygning og eventuel humor. Herudover bør priser, hvis du sælger noget, være præsenteret i den valuta, som brugeren benytter. Dette skaber tryghed hos brugerne, men det synliggør også over for søgemaskinerne, hvem indholdet er målrettet mod.
Kan man ikke geo-målrette i Search Console?
I Google Search Console har man i mange år kunnet målrette et website til et givent land, men ikke til et specifikt sprog. Problemet her er, at der kan være mange lande, hvor man taler samme sprog, mens man i nogle lande taler flere forskellige sprog. Samtidig kan det være, man ønsker at målrette specifikt til et givent sprog, men ikke til en region.
Flere hreflangs pegende på en side
Målretter du mod flere lande, hvor fragt, valuta og sprog er identisk, kan du benytte hreflang flere gange for at påpege dette over for søgemaskinerne. Det kan også være, at der er tale om et rent indholds-website, og at der derfor ikke skiltes med valuta. Det kan være, man ønsker, at både fransktalende brugere fra Frankrig og fransktalende brugere fra Belgien ser den samme side, men at andre fransktalende brugere fra andre lande ikke lander på den pågældende side. Her vil det være muligt at påpege dette over for Google ved at benytte to hreflang strenge.
<link rel=”alternate” href=”https://www.ditwebsite.com/fr” hreflang=”fr-be” /> <link rel="alternate" href="https://www.ditwebsite.com/fr" hreflang="fr-fr" />
Kan også bruges på tværs af domæner
Hreflang kan også benyttes på tværs af domæner. Det kan være, at ens strategi er at køre med ccTLD’s for hvert enkelt land. Her kan vi igen bruge tagget til at fortælle Google, at vi har flere forskellige versioner af samme website – blot i form af flere domæner. Du skal dog være opmærksom på, at ccTLD’s som udgangspunkt allerede er regionsbaserede og dermed målrettet det land, som det tilhører. I Danmark er vores ccTLD eksempelvis .dk.
Serverer du de forkerte versioner til dine brugere allerede?
Hvis du er i tvivl, om hvorvidt Google leder de besøgende til de rigtige versioner på dit internationale website, kan du tage et kig i Google Analytics. Gå ind under Målgruppe Oversigt Geo Sprog. Klik nu på Sekundær Dimension, vælg Adfærd og herunder Landingsside.
Du kan naturligvis også køre ranking-tjek igennem et program, hvor du igennem en proxy udfører søgningen i de pågældende lande og med det pågældende sprog fastsat for at vurdere, om brugerne nu også lander på de planlagte landingssider.
Bing understøtter ikke hreflang
Du skal dog være opmærksom på, at Bing ikke understøtter hreflang, men det gør til gengæld både Google, Yahoo og Yandex. Husk også på, at selvom Bing stort set ingen andel har i søgemaskinetrafikken herhjemme i Danmark, er de godt præsenteret i andre lande – dog selvfølgelig ikke i nærheden af Googles niveau!
Vær opmærksom på følgende
- Du skal kun bruge hreflang, når der findes en alternativ version af en side. Der kan være tilfælde, hvor man kun har oversat eller målrettet dele af et website.
- Når side A linker til side B, skal side B også linke tilbage til side A.
- Vær sikker på, at du bruger de korrekte lande- og sprogkoder!
Implementering af hreflang
Implementering af hreflang kan både foregå igennem et XML sitemap, direkte i http-header eller på enkeltsideniveau. Der er ingen forskel i, hvordan Google forstår hreflang, alt efter hvilken metode du vælger. Det er dermed bare om at vælge den måde, som du lettest kan implementere på dit website.
Kodeeksempler:
Sideniveau
<link rel=”alternate” href=”https://www.ditwebsite.com/de” hreflang=”de-de” />
HTTP Header
Link: <https://www.ditwebsite.com/es>; rel="alternate"; hreflang="es"
Sitemap
<loc>https://www.ditwebsite.com/</loc> <lastmod>2013-10-11</lastmod> <changefreqdaily></changefreq> <priority>1.0</priority> <xhtml:link rel=”alternate” hreflang=”de-DE” href=”https://www.ditwebsite.com/de/” /> </url>
Hej Henrik
Jeg synes, at aktiv sprog-målretning giver udfordringer, når man ønsker at målrette en hel region som eksempelvis EU.
Det er relativt simpelt hvis du har en amerikansk og en britisk side. Her kan man bruge en-us og en-gb.
Men der findes (endnu) ikke en en-eu code.
Hvis der er en amerikansk side med dollars og en EU side med Euro, vil jeg umiddelbart bruge en-us til den amerikanske og x-default til EU siden. Og så selvfølgelig bruge .com til det amerikanske og .eu til det europæiske. Så kan man altid bygge andre sprog (også engelske) oven på senere.
Hvad tænker du her?
/Lars
Det kommer an på hvor specifik målretningen er. Din løsning betyder at alle engelske søgninger, udover dem der kommer fra USA, bliver vist EU-sitet. Ønsker man ikke at folk uden for EU rammer ind på ens EU-website, kan man bruge adskillige hreflang strenge, med alle EU-lande som region og sprog til engelsk, pegende mod ens .eu website. Det vil dog udelukke dem der ikke sidder i EU eller USA. Omvendt, hvis man er OK med at alle andre rammer ind i EU-versionen, er det bare at bruge dit løsningsforslag.
Hejsa.
Vi har et dansk målrettet .com domæne, og vi har for ganske nyligt åbnet op for Tyskland og snart for Sverige.
Det tyske og svenske website vil så være .com/landekode, og alle siderne vil blive oversat til de pågældende sprog.
Bør vi bruge hreflang eller vil det være ligegyldigt i denne sammenhæng?
På forhånd tak ..
Hej Jesper,
Det vil være helt oplagt at bruge hreflang, også på den danske del, selvom den ligger i roden af websitet. Hvis i får et engelsk website, vil jeg dog foreslå at i ligger det i roden og herefter Danmark i en subfolder. Det giver bedst mening, at .com er på Engelsk, det er best practice.
Hej Henrik,
Til hjemmesider som kun er på dansk, vil du anbefale at man bruger hreflang tag til at erklære sproget dansk? Eller gælder dette kun i tilfælde af flere sprog?
Tak for generelt rigtig god inspiration til SEO :-)
Hej Nicolai,
Hvis du kører på et .dk domæne er websitet allerede målrettet Danmark og det danske sprog, så det er ikke nødvendigt.
Selv tak :-)
Et forsinket men værdsat tak :-)
Keep up the good work. Følger dig fortsat til dags dato :-)
Hej Henrik
Jeg har Heystocks.com, se, dk, og co.uk. Hvor jeg har Hreflang på. Men der ud over har vi også lavet det sådan at alle domæner skifter sprog efter browserenssprog. Er det en fejl? Jeg er også lidt i tvivl om vi har lavet det forkert, da der kommer en del Hreflang fejl i search console
Hey Henrik, Tak for en god artikel.
Hej Michael,
Selv tak, fordi du tager dig tid til at skrive en kommentar og fordi du kiggede forbi.
Perfekt lige hvad jeg skal bruge på min side.
Vi får snart en webshop på vores side på flere sprog. Virkelig god info.
God artikel Henrik, du er god til at forklare de enkelte emner på en forståelig måde.
Hej Henrik
Har jeg misforstået noget, eller burde der står noget eksempelkode i de sorte bjælker? Det eneste jeg ser, er toppen af tegnene “”, der lige stikker op over den sorte tynde bjælke. Håber du lige vil rette, da jeg synes det er en spændende artikel.