Skifter du billeder ud på et stort website, kan der gå meget lang tid, før Google har opfanget alle disse ændringer for dine billeder, og før disse ændringer kan ses i eksempelvis SERPs.

Googlebot crawler altså almindelige HTML-sider langt hurtigere, end de crawler billeder. Dette også selvom nye billeder refereres i en kildekode på en side, der bliver crawlet. Google benytter en anden kø til indeksering af billeder, og det kan derfor tage op til flere måneder at få dem opdateret.

Kan man ikke bare bruge et billede-sitemap?

Ligesom det er muligt at tilføje et video-sitemap og et almindeligt sitemap for HTML-sider, er det også muligt at indsende et sitemap over sine billeder. Det kunne derfor være nærliggende at tro, at dette ville forbedre indekseringen eller speede denne op, men dette er ikke tilfældet, ligesom det heller ikke er tilfældet ved andre former for sitemaps. Sitemaps bruges generelt til at informere Google om adresser, som de ellers har svært ved at finde. Af samme grund er det slet ikke nødvendigt at benytte et XML-sitemap for at få sit website fuldt indekseret.

Ligeledes, bruges et billede-sitemap til sider, hvor billeder eksempelvis loades igennem JavaScript, således at Google ikke kan se dem eller har svært ved det. Denne metode øger altså ikke indekserings- eller opdateringshastigheden af dine billeder.

Kan man selv gøre noget for at øge indekseringshastigheden?

Ifølge Googles John Mueller, som for nyligt udtalte sig om netop dette, findes der ingen metode til at øge indekseringshastigheden af billeder udover at sikre sig et hurtigere serversvar. Dog er dette i langt de fleste tilfælde ikke et parameter, man kan skrue på, hvis man allerede har optimeret sit website efter alle Googles hastighedsoptimeringsvejledninger, med mindre man skifter til et nyt servermiljø.

Search Console kan ikke vise dig, hvornår et billede er crawlet

Har du skiftet et billede ud på en side, og tjekker du derefter billede-URLen i Search Console, vil du få at vide, at billedet allerede er i SERP – der er dog med stor sandsynlighed ikke tale om det nye billede, men det tidligere billede. Der findes ingen mulighed for at identificere, om det er det korrekte billede, du tjekker indekseringsstatus af, og du kan heller ikke bruge den prioriterede crawl-kø til at få genindekseret billedet, så det nye vises i stedet.

Overvej ændringer af mange billeder på en gang

Du er helt sikkert bekendt med, at Google, særligt på mobile enheder, vælger at vise billeder fra en side, særligt hvis der eksempelvis er tale om et produkt. Vær opmærksom på, at det kan tage månedsvis, før alle billederne er opdateret. Søger du en eller anden rød tråd på tværs af dine siders visning i SERP, er det i princippet umuligt at time det, så det sker samtidig. Der kan som sagt gå månedsvis med nogle billeder, mens andre hurtigt bliver opdateret.

Skifter du et meget stort antal billeder, eksempelvis 20.000, kan du meget nemt risikere, at du slet ikke har nogen billedsynlighed længere, og at der vil gå månedsvis, før de kommer tilbage. Dette gælder både for billeduddrag så vel som for Googles Image Search.

Redirect af dine billeder kan øge hastigheden en smule og sikre fortsatte placeringer

Når du opdaterer dine billeder, kan du oprette et 301 redirect fra den gamle billedsti til den nye. Dette kan øge hastigheden en anelse og sikre,  at du beholder de placeringer du har i Googles billedsøgning.

Hvis du vil vide mere om billeder og optimering af billeder ift. Google, bør du læse min artikel om netop dette emne: SEO af billeder – Sådan søgemaskineoptimerer du dine billeder