Yderligere links der vises under nogle af Googles organiske søgeresultater, kaldes sitelinks og er ment som en hjælp til brugere, så de nemmere og hurtigere kan navigere til essentielle punkter på dit website eller din side. Sitelinks er umådeligt interessante, da de kan øge klikraten markant og derfor give flere besøgende og fastholde positioner i søgeresultaterne.

De oprindelige sitelinks

De oprindelige sitelinks

Der findes en række forskellige typer af sitelinks, for 10 år siden var sitelinks kun noget, der blev vist på en brandsøgning. I dag vises de ofte på andre former for søgninger, herunder særligt informationssøgninger. Kender du ikke til de forskellige søgeformer, vil jeg anbefale dig at læse følgende artikel, inden du læser denne færdig: Varians i søgeresultaterne – QDD (Query Deserves Diversification).

Sitelinks blev oprindeligt introduceret i 2005 og i 2007 var de spredt udover søgeresultater verden over. Sitelinks er derfor intet nyt fænomen, men mulighederne har udviklet sig henover årene.

Hvad kræver det at få Sitelinks?

For det første viser Google kun sitelinks i de resultater, hvor de vurderer, at de vil være brugbare for deres brugere. Herudover kræver det at strukturen på websitet (interne links) er optimal, er den ikke det, kan det være svært, hvis ikke umuligt, for Google at vise sitelinks for websitet.

Sitelinks bliver genereret algoritmisk af Google og de er derfor helt afhængige af den optimale struktur, for at kunne levere deres del. Samtidig kræver det også, at du har sider, der er værd at vise for brugerne, som vil være relevante i den givne kontekst, hvis ikke, vises de naturligvis ikke.

Det er essentielt at have en rigtig god og velfunderet intern linkstruktur. Det er også vigtigt, at du gør brug af ankertekster internt på websitet, noget du i den grad i forvejen bør gøre. Informative alt-tekster der er kompakte og ikke bruger gentagelser, kan også have en indvirkning.

Herudover kræver det også, at der en vis mængde eksterne links, der peger tilbage på websitet. Hvor mange der skal til, vides ikke med sikkerhed, men der er uden tvivl, en sammenhæng mellem et websites popularitet (målt i links) og evnen til at få vist sitelinks.

Du behøves ikke være placeret på en førsteplads

Det er en udbredt misforståelse, at det kun er muligt at få sitelinks i de organiske resultater, hvis man har en førsteplads.

Det skal dog med det samme siges, at det oftest er førsteplaceringer der får sitelinks, men det er absolut muligt, at få dem vist, selvom man har en lavere position, der synes dog at være en nedre grænse, der rammer omkring en 5. placering.

Denne kan dog være dynamisk og det er ikke sikkert, der er overhovedet findes en nedre grænse, men der har endnu ikke været dokumentation på sitelinks, på en plads lavere end 5.

Nemt at opnå på navigationssøgninger

Det nemmeste sted at opnå sitelinks, er på en søgning på et brandnavn. Det er umådeligt meget nemmere at opnå sitelinks, når en bruger aktivt søger efter dig eller din virksomhed. Ikke overraskende er der en stor chance for, at de rent faktisk leder efter dig eller din virksomheds website og derfor giver det god mening, at vise flere resultater fra samme side.

En brandsøgning dikterer ikke nødvendigvis hvad brugeren søger, udover at de søger den pågældende virksomhed/side, så at vise differentierede resultater fra samme kilde, som er eneste input, er et optimalt resultat i mange tilfælde.

De elementer der trækkes ud og vises som sitelinks på en brandsøgning, vil ofte være sider så som kontakt, om og en række andre populære sider. Opnås sitelinks på andet end brandsøgninger, vil ”kontakt” og ”om os” siderne ikke være blandt de udvalgte. Relevansen for kontakt og om os, ændres radikalt, ved sitelinks på generiske søgninger.

Sitelinks på informationssøgninger

Den mest almindelige form for sitelinks, er som sagt dem der vises ved en brandsøgning, men det er i den grad også muligt at opnå sitelinks på specifikke søgeord og søgefraser. Dette kræver, at websitet bliver betragtet som en ressource på området, samt at du har op til flere interessante sider, der matcher den givne forespørgsel. Denne blog har blandt andet haft sitelinks på en søgning på søgemaskineoptimering, og dette har været sket af flere omgange, med vidt forskellige placeringer (fra 1 til 4).

Hvis dine sitelinks ikke er optimale

Udover at påvirke sitelinks igennem din interne navigation (antallet af interne links til en given side), kan du også påvirke visningen af dine sitelinks igennem Search Console.

Det er ikke muligt selv at komme med forslag til, hvad der skal vises, men du kan aktivt gå ind og diktere, at en given side ikke er et godt match. Herefter vil Google fjerne det pågældende sitelink og i de fleste tilfælde, erstatte det med et nyt link.

Er du ikke tilfreds med de nye resultat, kan samme øvelse køres igen, for at fremkalde et nyt forslag, denne proces kan fortsættes ind til det optimale resultat er fremprovokeret.

Artikelniveau – interne ankerpunkter

Vidste du, at du kan skabe en slags sitelinks på artikelniveau? Det gøres med ankerpunkter og korrekt opsætning af din artikel. Du kan få op til adskillige sitelinks på en enkelt artikel. Årsagen til at denne funktion i det hele taget er opstået, er ikke for at sikre dig større synlighed i søgeresultaterne, men for at hjælpe Googles brugere med at nå deres destination – hurtigt og nemt. Heldigvis giver denne funktion også større synlighed i søgeresultaterne. Derfor er det selvfølgelig noget, du bør implementere i de scenarier, hvor det giver mening.

Artikel sitelinks

Gode og dybdegående artikler kan være en rigtig god måde at komme rundt om et givent emne. Samtidig øger det chancen for gode placeringer i søgeresultaterne, på det emne artiklen er målrettet.

Udfordringen med lange artikler er, at mange brugere søger efter delelementer, korte eller specifikke svar på lige netop deres spørgsmål og derfor er det ikke nødvendigvis et godt resultat, at lande på en artikel, der indeholder 10.000 ord – det er som at finde en nål i en høstak. Det kan betyde, at brugeren får en dårlig oplevelse, på trods af at dit website er i stand til at levere svar på brugerens forespørgsel.

Det er både nemt og lige til at implementere artikel-sitelinks. Det eneste det kræver, er at du tagger dine overskrifter eller andre elementer med a name. Det kan se ud således:

<a name=”linkbuilding”><h2>Linkbuilding</h2></a>

Ankernavnet på overskriften linkbuilding, er nu sat til linkbuilding. For at linke til ankerpunktet indtaster du enten den relative sti #linkbuilding eller den absolutte domænenavn.dk/seo/#linkbuilding.

Du skal samtidig have et sted at linke fra, og linket skal bære ankerteksten på det, du gerne vil have dit hop til link, skal hedde, så sørg for at det er sigende. Her på dette website bruges en indholdsfortegnelse på alle artikler der har en vis længde. Indholdsfortegnelsen er blot links til ankerpunkterne i artiklen. Du kan se indholdsfortegnelsen øverst i dette indlæg.

BonusTIP:
Du kan linke eksternt til dine interne ankerpunkter i dine artikler – dette forøger chancen for at få dem vist i SERPs markant. Du kan også linke til dine interne ankerpunkter fra andre artikler på dit website. Det er ikke altid, at et website har en hel artikel om hvert eneste emne. En måde at opnå større synlighed på flere søgeord og søgefraser, er helt konsekvent at huske at linke til dine interne ankerpunkter i artikler, fra andre steder på websitet, når emnet ankerpunktet behandler bliver nævnt. De to links, der er at finde i det forgående afsnit, gør netop dette.

Sitelinks search box – den nye form for sitelinks (søgning)

Google er i mange tilfælde, begyndt at vise en søgefunktion direkte i søgeresultaterne ved en brandsøgning. Det giver brugerne en større fleksibilitet i forhold til at navigere til den konkrete side eller efter det emne, de søger information på. Søgningen kommer frem i relation til de almindelige sitelinks og er en ekstra udvidelse, der gør at dit resultat fylder endnu mere og dermed er ekstra synligt.

Spørgsmålet er så, om søgebaren tjener websitets formål eller ej og om hvorvidt det giver bedre oplevelser eller ej. Er man rigtig dygtig til at arbejde med usability og interne links, kan værdien af denne metodik, være højere da du selv guider brugeren igennem dit univers, frem for at lade brugeren lande i en ny resultatliste hos Google – som er hvad der sker, hvis en forespørgsel indtastes i boksen. Brugeren bliver med andre ord ikke kastet direkte ind på websitet, men til en sekundær søgning i Google SERPs bare afgrænset til websitet. Dette betyder også, at funktionen i praksis er det samme som at indtaste ”forespørgsel site:domæne.dk” direkte i Google. Der vises samtidig annoncer på denne søgeside, som kan foranledige brugere til at klikke sig videre til en konkurrent frem for dit website.

Denne funktion kan heldigvis overskrives, således at brugeren lander på en søgeresultatside på dit website. Dette sker hvis du implementerer Schema-tagget SearchAction på dit website og dette er klart den implementering, du skal gå efter, hvis du ønsker funktionaliteten.

Du kan læse mere omkring implementering af SearchAction i følgende artikel: https://developers.google.com/search/docs/guides/enhance-site#add-a-sitelinks-searchbox-for-your-site.

Hvis du har fået boksen i søgeresultaterne og ikke ønsker den, skal du tilføje følgende meta-tag til dit website, for at forhindre visningen

<meta name="google" content="nositelinkssearchbox" />