Det 8. marts rullede endnu en ny Google opdatering ud, hvilket fik konsekvenser for mange websiteejere, der måtte se deres trafiktal falde markant over en kort periode. Det var Googles seneste opdatering ”Fred” der blev frigivet. I denne artikel, får du et indblik i denne seneste opdatering fra Google.

Opdateringen har fået navnet Fred, fordi Googles Gary Illyes, jokede med at alle nye opdateringer fra Google blot burde døbes Fred. Navnet er holdt ved, og er nu den ”officielle” betegnelse for denne opdatering.

Op til 90% trafiktab

Bliver et website først ramt af Fred-opdateringen, går det ikke stille for sig, websiteejere melder om op i mod hele 50-90% tab i trafik fra de organiske søgeresultater. Det betyder i praksis at et meget stort og velbesøgt website, fra den ene dag til den anden, kan have mistet stort set hele dets fundament for trafik – det virker voldsomt, men der er nu en ganske god forklaring på, hvorfor Google rammer så hårdt ned, på lige præcis den type sider, som Fred er efter.
Reklametunge lavkvalitets websites – Indtjening før brugeren

Opdateringen sigter efter at luge ud i indholdssider, der gør brug af reklamer i så stor en udstrækning, at brugeroplevelsen bliver ødelagt af det. Stort set alle de websites, der er blevet ramt af opdateringen prioriterer indtjening før bruger, hvilket afspejler sig i aggressiv og/eller manipulerende placering af annoncer af forskelligt format.

Det er dog ikke kun den overdrevne brug af reklamer, der gør udfaldet, men ovenstående kombineret med tyndt indhold. Tyndt indhold er per definition indhold uden substans, indhold for indholdets skyld. Tyndt indhold kan optræde i mange faconer, det kan være kort indhold, intetsigende indhold eller let og ringere omskriv af allerede eksisterende indhold.

Hvad kendetegner et sådant website?

Som altid, skal der være et mønster, før end at en algoritme kan fange og identificere problematikker og ramme mange websites på en gang. Nogle af de triggers Google kunne finde på at kigge efter, i forbindelse med Fred er:

  • Indholdet på websitet er skræddersyet til at generere omsætning, ikke at løse brugernes søgeforespørgsler.
  • Voldsom høj ratio af reklame vs. Indhold
  • Placering af reklamer – eksempelvis Adsense horisontal-links, placeret hvor man normalt ville finde en menu-navigation eller andre placeringer, hvor reklamer kan forveksles med navigation.
  • Reklame elementer, der er svære, IKKE at klikke på, når dette ikke er formålet.
  • Stort set alle artikler, er overoptimerede og sigter efter specifikke søgefraser
  • Indholdssider – blogs, artikelsider, nyhedswebsites mv.

Google har ikke noget imod man tjener penge på et website

Generelt set, har Google og andre søgemaskiner intet i mod, at man tjener penge på sit website, det er en naturlig del af det, at drive et website også hvis man arbejder med indhold. Det er nok de færreste, der ønsker at bruge store dele af deres dagligdag på at producere gratis indhold, blot fordi de synes om det. Det er en skøn tanke, men det er ikke noget, man kan leve af og derfor selvfølgelig ikke opskriften på at drive et professionelt medie.

Men hvis et websites primære formål er at generere reklameindtægter, og at man sætter dette før brugeren, vil indhold, design og brugeroplevelse altid lide under dette og den slags websites, bryder Google sig ikke om at have liggende placeret højt i dets søgeresultater.

 

Det modsatte af at opfylde hensigten bag en forespørgsel

Efter introduktionen af RankBrain og ikke mindst Hummingbird, er Googlebot blevet langt mere intelligent og prøver at matche søgeforespørgsler ud fra hensigten bag dem, en svær opgave som kræver delvist kunstig intelligens – noget som Google er sluppet ret godt af sted med.

Det er efterhånden blevet alment kendt i branchen, at Google belønner de sider, der opfylder og giver svar på de forespørgsler, som en bruger har indtastet i søgeresultatet. De sider der gør det modsatte, har svært ved at opnå og beholde placeringer.

Fred er en kvalitetsopdatering

Fred er som så mange andre opdateringer fra Google en kvalitetsopdatering, der køres mange hundrede nye opdateringer ud hvert år, hvorimellem kun ganske få af disse, giver så store bølger i søgeresultaterne, at de registreres. Fred er en af disse større opdateringer og minder på mange punkter om to af Googles andre store kvalitetsopdateringer, Panda og Phantom.

En mellemting mellem Panda og Phantom

Fred ser ud til at sigte efter mange af de samme elementer, som også Panda og Phantom fokuserede på, men går skridtet videre og kombinerer to vigtige elementer, før end den rammer. Tyndt indhold baseret rundt om reklamer, hvor reklamerne altså er essensen af indholdet og indholdet kun er der for at trække brugere ind til reklamerne.

Panda
Panda fokuserer også på mængden af affililate-links og andre reklameformer, kontra originalt indhold og kigger også efter websites med tyndt indhold, men her skal der være flere ting galt, eksempelvis redundant indhold, overdreven navigation og andre elementer, der ødelægger oplevelsen af siden fra et overordnet kvalitetsmæssigt synspunkt.

Phantom
Google Phantom har fokus på brugeroplevelsen af et website og kigger blandt andet efter klikbaits, overdreven brug af popups der generer brugernes færd, samt sider der lukrerer på andres brands og generelt set indhold, der ikke matcher brugernes hensigt. Google Phantom er dermed en slags hammer for RankBrain, hvor RankBrain hele tiden ryster søgeresultaterne i mindre grad, udrydder Phantom i større stil, når den køres.

En hybrid

Googles Fred er altså en slags hybrid kvalitetsopdatering, der går efter to meget konkrete punkter, der skal være opfyldt, før end den gør indhug. Panda og Phantom kigger begge på en lang række forskellige parametre, mens Fred altså ser ud til at være meget specifik.

Det ligner med andre ord en direkte opskrift fra Google på, hvordan de kommer denne slags sider til livs.