Google fik i 2022 godkendt et patent om “Information Gain”, som de oprindeligt ansøgte om i 2018, og som potentielt set har ændret og kan ændre den måde, vi arbejder med SEO på. Patentet fokuserer på at belønne indhold, der tilfører helt ny viden og prøver at udregne, hvilke informationer en bruger måtte have brug for som næste led i deres informationssøgning.
Vi ved allerede fra Google-lækket, at Google forsøger at belønne indhold, der er originalt. Googles nye patent er dog anderledes på flere måder og skal bruges i AI-baserede løsninger som chatbots og AI-overviews, men vil også være aktiv i det normale SERP.
Patentet er dog primært fokuseret på automatiserede assistenter, som nævnes tre gange så ofte som søgemaskiner. Selvom de nu har opnået patentet, er det ikke ensbetydende med, at de kommer til at bruge det – men det ville næsten undre, hvis de ikke gjorde, for det giver rigtig god mening.
Indholdsfortegnelse
- Hvordan fungerer Original Content Score?
- Hvad er Information Gain, og hvordan fungerer det?
- Dynamiske rankingopdateringer
- AI-overblik og automatiserede assistenter
- Eksempel: Information Gain i en AI-baseret løsning
- Original Content Score inden for traditionel SEO
- Samarbejde mellem Information Gain og Original Content Score
- Hvordan påvirker dette arbejdet med indhold ift. SEO?
Hvordan fungerer Original Content Score?
I det nyligt lækkede Google-dokument blev der afsløret et værktøj kaldet Original Content Score, som er en del af Googles vurderingssystem. Denne score vurderer, hvorvidt et stykke indhold er kopieret eller originalt, og den anvendes specifikt til at straffe indhold, der ikke er unikt, især i forbindelse med blogindlæg.
Der udregnes en numerisk værdi fra 0 til 512 for indholdet, alt efter hvor originalt det er. 512 er den højeste værdi, og et 0 betyder i princippet, at der er tale om en ren kopi.
Google vurderer indholdet og pålægger så den pågældende “copycat”-score (fra 0 til 512), alt efter hvor originalt det er, eller om indholdet blot er en gentagelse eller omstrukturering af eksisterende indhold. Original Content Score har også indflydelse på indekseringsprocessen og på, hvorvidt Google opfatter indhold som relevant eller ej.
Hvad er Information Gain, og hvordan fungerer det?
Patentet beskriver, hvordan en algoritme tildeler en “information gain score” til dokumenter (sider) baseret på den mængde af ny information, de tilfører brugeren i forhold til sider, som brugeren allerede har set på en anden side eller fået som svar i et AI-overview. Der er altså tale om en slags klargøring af næste sæt af sider, som brugeren forventes at søge efter.
Dynamiske rankingopdateringer
Algoritmen kan løbende opdatere ranking af sider baseret på, hvor meget ny information en side tilfører, efterhånden som brugeren søger videre. Det vil sige, at din side kan stige eller falde i rank afhængigt af, hvilke sider brugeren allerede har set.
Ja, altså en slags dynamisk pogo-sticking, hvor Google blot hjælper brugeren og fjerner “irrelevante” resultater fra resultatsiden on the go.
AI-overblik og automatiserede assistenter
Systemet er designet til at arbejde med AI-baserede systemer som chatbots, hvor svaret, der præsenteres for brugeren, skal indeholde væsentlige nye oplysninger.
Formålet er altså at identificere og præsentere indhold, der tilbyder noget nyt frem for gentagelser af information, som brugeren allerede er blevet præsenteret for før – en slags personificeret videnskatalysator.
For at beregne information gain-scoren bruges maskinlæring til at analysere indholdet af både tidligere viste sider og eventuelle nye sider, der kan præsenteres for brugeren. Algoritmen anvender forskellige teknikker som semantiske repræsentationer (fx “embeddings”, “feature vectors” eller “bag-of-words”-repræsentationer) for at forstå, om den nye side tilfører yderligere information til bordet.
Det er alt sammen en smule komplekst, så lad os prøve at se nærmere på et eksempel på information gain, Original Content Score, og slutteligt, hvordan de kan arbejde sammen i forlængelse af hinanden.
Eksempel: Information Gain i en AI-baseret løsning
Forestil dig en bruger, der søger efter information om, hvordan man forbedrer et websites hastighed. De første par sider, brugeren støder på, tilbyder helt fundamentale råd og vejledning, såsom at reducere billedstørrelser og aktivere caching – da der i sagens natur er søgt rimeligt bredt.
Brugeren er allerede stødt på det meste af denne information før, og det ved Google. De registrerer brugerens tidligere søgninger, sessioner og besøgte sider gennem deres søgehistorik eller cookies, hvilket gør det muligt for systemet at vurdere, hvilke emner brugeren allerede har set.
Resultaterne ændrer sig nu, og/eller AI-overview kommer med forslag til nye sider, som dykker dybere ned i tekniske detaljer om, hvordan man eksempelvis kan optimere server-responstid eller implementere HTTP/2 for at forbedre website-hastigheden.
Information Gain-scoren vil her give denne side en højere score, fordi den tilfører ny information, der ikke var med på de tidligere sider, brugeren har set. Algoritmen analyserer indholdet og vurderer, at denne nye side har en højere informationsværdi, og derfor vil den potentielt blive rangeret højere i AI-baserede svar eller resultater for brugeren.
Original Content Score inden for traditionel SEO
Lad os tage et blogindlæg om det samme emne som eksempel: forbedring af et websites hastighed. Hvis forfatteren af artiklen blot gentager de samme tips, som mange andre har beskrevet før, såsom “komprimer billeder” eller “brug et CDN”, vil indholdet (siden) blive straffet med en lav Original Content Score – måske omkring 200 ud af 512 mulige – fordi det ikke tilføjer noget unikt.
Hvis artiklen derimod introducerer nye teknikker, for eksempel detaljer om at bruge en Edge Computing-løsning til at reducere latenstid, vil scoren blive højere – tættere på 512 – særligt hvis det ikke er beskrevet før, i samme kontekst eller slet ikke beskrevet før.
Samarbejde mellem Information Gain og Original Content Score
En side kan både have en høj Original Content Score og en høj Information Gain Score. Forestil dig, at du driver en SEO-blog og skriver om de nyeste tendenser. Hvis du nu skriver en artikel om Core Web Vitals og introducerer et unikt perspektiv – for eksempel hvordan Core Web Vitals påvirker visse nichemarkeder som e-handel – vil din side både få en høj Original Content Score for at være original og en høj Information Gain Score, hvis din information udvider brugerens forståelse af et specifikt område, altså ved at tilføje noget nyt, som brugeren ikke er stødt på før.
Hvordan påvirker dette arbejdet med indhold ift. SEO?
Du vil fremadrettet blive fremhævet yderligere, hvis du bidrager med originalt eller helt nyt indhold med værdifulde oplysninger, frem for at gentage det, der allerede er sagt af andre. Det forholder sig naturligvis allerede sådan, men med tilføjelsen af Information Gain bliver der endnu mere at vinde.
Dit indhold bliver i forvejen nedjusteret, hvis det har en lav originalitetsscore. Kombiner dette med, at sider, der bidrager med ekstra dybdegående og originale informationer, bliver positioneret endnu bedre, og du har en rigtig god årsag til at skabe det bedste og mest unikke indhold – udover selvfølgelig at gøre det for dine brugeres skyld, som bør være hele formålet med dit websites kommunikation.
Information Gain belønner sider, der dykker dybere ned i emnerne eller leverer analyser og nye perspektiver, som endnu ikke er dækket af eksisterende indhold rundt omkring på internettet. En enkelt original perspektivering kan være afgørende for ekstra visninger i søgeresultaterne. Så hvad venter du på?