I onsdags løftede Google sløret for, hvad det var, der den sidste uges tid har floreret og givet store udslag i søgeresultaterne. Det var endnu en Panda – denne gang i version 4.0.
Opdatering: Gå til det nyeste indlæg om Googles Panda Opdatering, klik her.
Historisk set kommer Google ofte med en større ændring af deres algoritme i maj måned. Sådan har det forholdt sig de sidste par år, og med lanceringen af Panda 4.0 blev i år altså ingen undtagelse. Panda 4.0 er ikke blot en lille opdatering af Panda-filteret, men en komplet omskrivning af algoritmen.
Jeg har tidligere skrevet om Google’s Panda-update, og siden hen forfattet en artikel med konkrete forslag til, hvad man kunne gøre for at undgå Pandaen eller komme ud af den igen, hvis man allerede var blevet ramt. Det er dog ved at være et par år siden, jeg skrev disse artikler, og vi ved den dag i dag en hel del mere om Google’s Panda – derfor denne opdaterede artikel.
Hvad er Google Panda?
Google Panda er et filter som først blev introduceret i februar tilbage i 2011. Først blev den navngivet Farmer-update, da den primært angreb indholdsfarme (såkaldte scraper-sider), der på daværende tidspunkt fyldte meget i søgeresultaterne. Indholdsfarme er websites med store mængder tyndt eller autogenereret indhold – med andre ord, hvad Google betegner som dårlige søgeresultater.
Men Panda viste sig at være meget mere end det, for Panda er i realiteten mere en kvalitetskontrol, der hårdhændet beskytter Google’s indeks mod sider, der tilbyder en dårlig brugeroplevelse, og derigennem gør de deres søgemaskine bedre og bedre for du og jeg.
Quality Raters
Google har benyttet rigtige mennesker til at udarbejde en række kriterier, der forventeligt bør matches af et website af høj kvalitet, samt en række kriterier der stort set altid vil være gældende på websites af lav kvalitet.
Disse kriterier er herefter blevet implementeret i en slags kunstig intelligens eller machine learning, så algoritmen bærer menneskelige holdninger og indtryk i forhold til et givent website. Det er altså ikke Google’s Quality Raters, der bestemmer hvilke sites, der skal rammes af Panda, men deres ratings og kriterier bliver benyttet til at lære Google’s algoritme hvornår der er tale om et website af høj kvalitet eller et af lav kvalitet.
Raterne bliver bedt om at svare på en række spørgsmål, der kan bruges til at klassificere websitet. Det kunne eksempelvis være:
- Ville du turde at bruge dit betalingskort på dette website?
- Stoler du på de informationer, der står på websitet?
- Er designet godt?
- Er websitet nemt at finde rundt på?
Hvis du kunne tænke dig at vide lidt mere om, hvad quality raters er og hvilke spørgsmål de bliver stillet, når de skal vurdere en side, kan du kigge nærmere på den lækkede version af dokumentet, som Google’s quality rates modtager. Bid mærke i at kriterierne nok er ændret nogle gange siden det blev lækket, men det giver en rigtig god indsigt i, hvad det er, Panda kigger på.
Jo mere data der bliver feedet ind i Google’s algoritme, jo mere træfsikker vil den også være. Og det er netop også derfor, at den første Panda-update ramte så hårdt. Datasættet var bygget på en brøkdel af de reviews, de i dag har tilgængelig.
Det er også af samme årsag, at der var så mange ”falsk-positive” websites i første Panda-release. Den var simpelthen ikke klog nok – og for simpel. Som Google har fyldt mere og mere data på, er Pandaen blevet mere sofistikeret og mere træfsikker.
Domænespecifik – men kan også ramme på sektionsniveau
Google Panda er en domænespecifik-straf, men rammer i mange tilfælde også kun sektioner af et website. Det kunne eksempelvis være en kategori på dit website, som indeholder en række dårlige eller tynde artikler.
I de fleste tilfælde rammer Pandaen dog hele domænet, og i princippet kan det være nogle få artikler eller sider på dit website der gør udslaget så hele dit websites evne til at ranke forværres.
Tyndt indhold
Panda kigger især efter det, vi kalder tyndt indhold, der dækker over en række forskellige parametre så som om websitet har overlappende artikler eller flere artikler om stort set samme emne, blot med fokus på et nyt keyword.
Er artiklerne korte, usammenhængende eller mangelfulde? Vi kender alle det at lande på en side med en artikel, begynde at læse artiklen, men hurtigt finde ud af, at den er skrevet af en, der ikke har researchet, men som blot videregiver det vi vil kalde almen viden.
Er der masseproduceret indhold, som måske har været outsourcet til en række forskellige personer, eller er indholdet spredt ud over et netværk af websites?
Indeholder artiklerne direkte forkerte oplysninger? Google er bedre end du tror til at vide, hvornår noget er fakta og hvornår noget er et falsum.
Indeholder artiklen stavefejl og hvordan med grammatikken og tegnsætningen? Lidt småfejl hist og her gør ikke den store forskel, men hvis store dele af dit indhold generelt bærer præg af at være skrevet lidt for hurtigt og ikke er blevet korrekturlæst, kan det absolut skade dig.
Kategorisider
Google ønsker ikke at vise dit websites søgeresultater i deres søgeresultater, og en kategoriside betegnes i de fleste tilfælde bedre som værende en søgeside end en egentlig indholdsside. Det kan derfor være meget svært at rangere kategorisider på prominente placeringer i søgeresultaterne.
En kategoriside er samtidig oftest en meget tynd side, forstået på den måde at den ikke indeholder meget originalt indhold. De fleste kategorisider er sådan set blot hjemmesides boilerplate-navigation og så en liste med en række artikler. Google vil hellere henvise den besøgende direkte til dine artikler, end den vil henvise til din oversigt.
Det kan godt lade sig gøre at ranke på kategorisider, men det kræver arbejde
Selvom det i mange tilfælde giver rigtig god mening at placere en kategoriside på en prominent placering på et generisk søgeord såsom børnetøj, hvor søgeren ikke er specielt specifik i sin forespørgsel, kræver det altså noget ekstra at få en kategoriside til at rangere.
Samtidig kan en kategoriside være tilbøjelig til at blive ramt af Google Panda. Vi har netop set dette ske med Ebay.com i forbindelse med Panda 4.0, som har gjort at Ebay har mistet op mod 60% af deres organiske trafik. Her er nogle gode råd til at optimere kategorisider:
- Tilføj en introduktionstekst, som tager den besøgende godt rundt om emnet, og forklar dem lidt om, hvad de kan forvente at finde i de listede artikler.
- Tilføj unikke billeder og/eller video til dine kategorisider.
- Skaf en god mængde indgående links til din kategoriside (Sørg stadig for at gøre den unik).
Mængden af reklamer, links og navigation kontra unikt indhold
Google Panda kigger også på mængden af reklamer, navigation og links i forhold til mængden af unikt indhold. Ved at vise mange reklamer til dine besøgende og især store reklamer, der fylder en stor del af brugerens skærmbillede, ødelægger du i mange tilfælde brugeroplevelsen. Og det er netop dette, Google prøver at komme til livs med Panda-updaten. De er sådan set ligeglade med om du gør det, de vil bare sikre sig at deres brugere ikke lander på sådanne sider.
Derudover er det også vigtigt, at din tekst er synlig over folden. Det vil sige, at den er synlig på brugerens skærm i det sekund, de lander på siden. Hvis din menu-navigation og reklamer fylder det meste af billedet over folden, kan du i den grad få problemer med Panda.
Intern overoptimering
Hvis du laver dit indhold og dit website til søgemaskinerne og ikke til de besøgende, vil dit website med garanti være overoptimeret. Lad være med at kigge på søgeordstæthed og den slags, og lad dine sidetitler være spiselige for brugere der ser dem i søgeresultaterne i stedet for at smække dit primære søgeord ind i sidetitlen adskillige gange.
Det samme gør sig gældende for din interne linkstruktur. Lad være med at overoptimere dine interne ankertekster i dine dokumenter. Lav interne links med ankertekster, der giver mening for brugerne, og hvis det indebærer at dit primære søgeord ikke indgår i ankerteksten, so be it!
Døde links, load-tider og den slags
Døde links og load-hastigheder er begge to vigtige elementer. Et website der loader langsomt er ikke en god brugeroplevelse, og det er døde links heller ikke. Sørg for at dit website både loader hurtigt og ingen døde links har. Derudover skal du også sikre dig, at du ikke har overflødige sider indekseret. Dette kunne være duplikerede sider eller sider, du har glemt at lukke ned for.
Kan man komme ud af en Panda-penalty igen?
Det er nemmere sagt end gjort, men selvfølgelig kan du det. Det er muligt at komme fri fra Pandaen hver gang den køres, og det sker cirka en gang om måneden. Sørg for at få ryddet op på dit website og undgå de farepunkter, jeg i dette indlæg har beskrevet, og du vil vende tilbage i søgeresultaterne.
Hej Henrik,
Perfekt og gennemarbejdet artikel.. Det lader til at det kan være en god ide at gennemgå hele ens site, og sikre sig der ikke er tynde sider osv.. Hvis man har tynde sider der ved en fejl er indekseret, kan det så være en ide at sætte “noindex, follow” på dem, indtil de er optimeret..??
Imponerende læsning mht Ebay, bliver spændende at følge hvordan de vil genoprette deres placeringer..
Mange hilsner Jonas
Rigtig god inspiration – tusind tak – der er en del arbejde forude for http://www.kitchen4kids.dk
:-)
Fedt at læse lidt om pandaopdateringen i et sprog alle kan forstå – men samtidig med helt konkrete fokuspunkter. Jeg kan se at vi skal godt igang med arbejdet på vores webshop, og det er sgu en stor mundfuld når man har knap 4000 produkter :)
Hej Henrik
Du skriver at man kommer fri af Panda på næste update her, efter oprydning selvfølgelig. :)
Men her https://www.henrik-bondtofte.dk/sadan-banker-du-googles-panda skriver du 301 redirect hele skidtet… Eller der kan gå år.
Modsiger du ikke dig selv? Eller er der noget jeg ikke fanger?
Nyder at læse din bog i øvrigt, klar og tydelig snak… Tak for det. ;)
Hej Janno,
Jeg har vist overset din besked. Jeg modsiger mig selv i det, at den første artikel du linker til, er fra lanceringen af Google Panda, og denne er langt nyere. Der er sket rigtig meget på Panda-fronten siden dengang. Det er der også siden denne artikel blev skrevet.
Hej Henrik
Tak for indblikket i pandas gøren og laden. Den simpleste måde og sige det på er vel at der efterhånden er langt i mellem de lette løsninger. Til gengæld burde man være godt stillet hvis man laver ordentligt indhold.
Hej Henrik,
Tak for en meget informativ artikel. Jeg har en webshop med 1000+ produkter (blækpatroner) og 10.000+ kategorisider (en for hver printer) som alle er meget ens. Har du et forslag til hvordan jeg skriver tykt, unikt indhold til så mange produkter og kategorisider? Pft. Peter
Med så mange produkter og kategorier, kan det godt være en god idé, at udarbejde nogle rigtig gode spinner-tekster, du skal dog have en enorm mængde variationer og tjekke at det hele giver mening efterfølgende.