Driver du et website, er der en god chance for, at du allerede på nuværende tidspunkt har bidt mærke i, at Google i større stil end de plejer, er begyndt at omskrive title-tags og vise andet indhold fra din side, som fx din websides sidetitel i de organiske søgeresultater. Hvorfor ændrer Google sidetitlerne og skal du gøre noget anderledes i den forbindelse? Få min vurdering på netop dette i denne artikel.
Siden 16 august er der blevet rapporteret om en markant stigning i omskrivninger af sidetitler i Googles SERPs. I langt de fleste tilfælde er der tale om, at Google i stedet for at vise sidetitlen, vælger at vise h1-tagget fra siden, der linkes til. I andre tilfælde er der tale om h2-tagget, og der har også været nogle få indrapporteringer omkring brugen af ankertekster fra interne links.
I langt de fleste tilfælde er det h1-tagget for siden, der benyttes i stedet for sidetitlen.
Indholdsfortegnelse
Omskriver Google ikke i forvejen sidetitler?
Jo, Google vælger i mange tilfælde at indsætte et websites navn i sidetitlen, hvis man ikke selv har gjort det og hvis der er plads til det. Dette forekommer ofte, hvis man holder sig for langt fra den maksimale mængde pixels, man har til rådighed i en sidetitel.
Google gør dette, da de mener, at klikraten vil være højere ved denne ændring. Sådan er det som udgangspunkt for alle de ændringer, som Google laver på titler. Det sker som udgangspunkt kun, hvis Google kalkulerer, at det er et bedre resultat end det oprindelige. Korte sidetitler giver ikke samme blikfang som en lang sidetitel, og herudover kan indsættelse af ens brand i mange tilfælde forøge CTR – særligt hvis man er et kendt brand.
Google omskriver også for lange sidetitler, men dette blot for at korte dem ned, så de ikke fylder mere end de maksimale kriterier, som Google har defineret for deres SERP på nuværende tidspunkt.
Hvorfor bruger Google mon headers i stedet for sidetitlen?
Sidetitler har i mange år været genstand for megen optimering, eftersom at det netop er det enkeltstående element, der har den største indvirkning på en sides placering i de organiske søgeresultater. Google har altid lagt stor vægt på, hvad der indtastes i sidetitlen, da denne som udgangspunkt bør beskrive helheden af den pågældende side og derfor er en god introduktion til det, siden omhandler.
At gøre brug af sine primære søgeord i sin sidetitel har været standard inden for SEO i mange år. I jagten på at ramme flere og måske bredere søgninger, gør langt de fleste brug af ikke bare et enkelt søgeord, men ofte flere søgeord og søgeordsfraser. Dette skaber nogle ikke altid lige indbydende sidetitler, da der i realiteten mere er tale om en opremsning af søgeord og forsøg på at ramme søgeordssætninger. Det er i realiteten ikke det, Google ønsker at vise i deres SERPs. Google ønsker snarere at vise en overordnet beskrivelse, der overfor brugerne forklarer hvad de kan forvente at finde, hvis de klikker sig ind på siden.
Lad os lige tage et eksempel:
Standard optimeret sidetitel for et kviklån:
Kviklån – Optag et hurtigt kviklån, RKI ingen hindring, hurtig ansøgning, lav rente
Ovenstående sidetitel rammer en masse forskellige søgetermer. Eksempler på dette kunne være, men ikke begrænset til:
- Hurtigt kviklån
- Optag kviklån
- Optag kviklån rki
- Optag hurtigt kviklån
- Optag hurtigt kviklån med lav rente
- Kviklån med lav rente
- Lav rente kviklån rki ingen hindring
Optræder søgeord og søgeordssætninger i sidetitlen, opnås der markant bedre placeringer på de pågældende søgeord og søgefraser. Derfor laver mange ikke overraskende sidetitler ud fra denne præmis.
De sidste par år har vi set, at Google har øget fokus på CTR. Det har bevirket, at mange er begyndt at lave mere bløde sidetitler, som i højere grad har fokus på kommunikation med modtageren i SERPs. Altså en mere simpel tilgang til tilføjelse af søgeord i titlerne.
Langt de fleste CMS sætter automatisk en sides sidetitel til at være det samme som det, du kalder dokumentet – ofte dikteret i et h1-tag. H1-tagget er, eller bør være, beskrivende for hele den artikel/side man ser. Man skal altså forstå hvad den indeholder udelukkende ved at afkode headeren. Det var netop det, Google fandt ud af ofte var gældende for en sidetitel. Denne praksis har som sagt ændret sig en del, og derfor giver det rigtig fin mening, at Google eksperimenterer med brugen af h1-tags i stedet for sidetitler.
Bruger Google ikke min sidetitel til at vurdere mit dokument, hvis den omskrives?
Jo! Ifølge John Mueller fra Google ændrer det ikke på noget, at de omskriver titlen. Google læser stadig de søgeord og søgefraser, du har i din sidetitel og bruger dem til at beregne relevans og placeringer. Så du behøver som udgangspunkt ikke ændre noget, men spørgsmålet er om det ikke er forsøget værd?
Hvis jeg var dig, ville jeg monitere klikraterne på de resultater, der er blevet ændret, hvilket du kan gøre igennem Googles Search Console. Stiger dine klikrater, når Google ændrer din titel, så kan du lige så godt indsætte den nye titel fremfor din egen titel. Du skal dog være opmærksom på, at fjerner du nogle søgeord i titlen, du ranker på, bør du tilføje dem i selve brødteksten for at udligne eventuelt relevanstab.
Vil Google blive ved med at lave de her omskrivninger?
Det et et spørgsmål, der er umuligt at svare på, medmindre man arbejder hos Google. På nuværende tidspunkt er det en test, de kører. Hvor lang tid den tager og om den stopper igen, er svært at spå om.
Min egen formodning er, at Google vil indføre det som en fast proces for overoptimere sidetitler – simpelthen fordi de forpurrer resultaterne og ofte fremstår spammy. Man skal huske på, at brugernes opfattelse af det Google præsenterer i resultaterne, afspejles i brugernes opfattelse af Google. Derfor er Google altid interesseret i de bedste og pæneste fremvisninger i deres SERPs som muligt.