Der findes efterhånden en lang række udbydere af såkaldte SEO-tekster. idéen bag er at disse SEO-tekstforfattere skriver artikler som søgemaskinerne elsker, men gør de nu også det? Jeg har efterhånden slået hovedet mod muren mange gange, når jeg har modtaget en række tekster eller set disse på kunders hjemmesider.

Keyword density (søgeordstæthed)

Hvis du prøver at bestille en række artikler, og du bliver mødt med spørgsmålet om hvor høj din keyword density (søgeordstæthed) skal være, er det et klart signal om at du skal løbe skrigende væk. Vedkommende du har kontaktet er i den tro at man kan snyde søgemaskinernes algoritmer til at vurdere indholdet som super relevant, bare ved at gentage et keyword om og om igen ofte i en sådan stil at teksten nærmest er ulæselig for et menneske, og når de først har den opfattelse er det umådeligt svært at få dem ud af den tankegang igen. Det er simpelthen sådan de er vant til at skrive.

Man skriver ikke gode artikler til hverken brugere eller søgemaskiner, ved at fokusere på at gentage et givent søgeord x antal gange i en tekst.

Hvad jeg gerne vil give en tekstforfatter er et emne, og det kan ske jeg beder vedkommende om at centrere sin artikel omkring, eller inkludere, et bestemt keyword og nogle relaterede af slagsen, men det betyder ikke det skal spammes igennem hele artiklen. Får jeg en god artikel, er det nemt at optimere lidt på den, den er værre den anden vej rundt.

Hvor lang skal artiklen være? (Tyndt indhold)

Udover problematikken med spammy tekster, så er det siden Panda-filteret første gang blev pløjet igennem Google’s indeks, blevet endnu vigtigere at skrive indhold med substans. Dette gælder både hvis du skriver til eksterne sites med det formål at linke videre (her kan der naturligvis slækkes lidt mere), og hvis det er til egne websites. Tyndt indhold er i al sin enkelthed artikler der kommer meget let rundt om et emne, og artikler der stort set kun kommer med generelle betragtninger (almen viden), som kan laves helt uden forudgående research.

Disse artikler vil stort set altid bære præg af, at de kan forkortes gevaldigt ned, hvis man fjerner alt fyldstof. Kan dine artikler eller shop-tekster med rette skrives på 10 linjer, men fylder 50 linjer, så har du tyndt indhold og det bryder Google sig ikke om! Idéen om at Google elsker lange tekster er som sådan god nok, men at bruge den som pejlesnor i et forsøg på at snyde Google er en idé der for længst er død, sammen med praksisser som linkwheels og linkkatalogtilmeldinger en masse. Det virker i noget tid ja, ligesom så mange andre forældede SEO løsninger, kortsigtede løsninger og i bund og grund spild af din dyrebare tid.

Google elsker gode tekster og især unikke tekster. At de så er lange skader naturligvis ikke, tværtimod, intet nyt her, men det skal ikke være på bekostning af indholdets kvalitet. Søgemaskiner bruger semantiske analyser (LSA) til at vurdere kvaliteten af dit indhold, og de er efterhånden blevet pokkers gode til det. Grunden til at vi til stadig kan slippe af sted med elendigt indhold i Danmark, er grundet markedets begrænsede størrelse og deraf Googles fokus, igen er det kun et spørgsmål om tid og jeg har da også set adskillige danske tilfælde af tabte rankings på netop dette grundlag.

Hvordan skriver man så en god SEO-optimeret artikel?

En tekst der bringer værdi til brugeren, bringer værdi til søgemaskinerne. Det forøger også din chance for at få indgående links betydeligt. Nu skal det ikke forstås som at jeg prædiker at man slet ikke skal fokusere på nogle enkelte ord og sætninger (longtail), for det skal man, men det kan ikke stå alene. Det omkringliggende indhold skal være i orden.