Sådan vurderer du om et link er din tid værd

Sådan vurderer du om et link er din tid værd

Du er sandsynligvis flere gange faldet over hjemmesider, der linker til sider, der minder om din, og hvor du tænker, at dit link også hører til. Men hvordan vurderer du, om det overhovedet kan betale sig, eller om du helt skal holde dig væk? Der er en række faktorer, du bør være opmærksom på, inden du begiver dig ud i at prøve at få et link og dem vil jeg i dette indlæg gennemgå.

Bad Neighberhood

Det første, du skal tage et kig på, er hvilke andre sider, der linkes ud til. Er de rent kvalitetsmæssigt i orden? Er det sider, som du selv mener, kan måle sig med dit? Er indholdet i orden? Er den visuelle præsentation i orden? Google vurderer nemlig også dit website ud fra, hvem du oftest bliver nævnt sammen med på Internettet, og dette er også en af årsagerne til, at du ikke bare skal gå ud og kopiere dine konkurrenters link. Det kan for det første være, at du ikke har godt af at blive nævnt med dem, men det kan også være, at du kommer til at kopiere direkte skadelige links.

Herudover bør du lave et hurtigt tjek af sidernes linkprofil for at få et indblik i, hvorvidt de har manipulative linkprofiler. Har flere af dem det, bør du ikke sammenlignes med disse sider, for det kan smitte direkte af på Googles vurdering af dig. Det kan gøres nemt og hurtigt ved at kaste URLs ind i et værktøj som eksempelvis ahrefs.com. Det kræver dog selvfølgelig, at du kan finde ud af at identificere manipulative linkprofiler. Hvis du læser med her på bloggen eller har læst min bog, bør du dog være i stand til at vurdere dette relativt nemt med et par stikprøver.

Domænet og sidens linkprofil

Antallet og kvaliteten af de links, der peger på domænet, er noget, du bør tjekke. Samtidig skal du tjekke, hvor mange og hvilke indgående links den side, du ønsker et link fra, har. Dette kan du bruge til at vurdere, hvorvidt det er en populær side, og det er også det der bestemmer, hvor meget værdi linket kan videreføre til dit website.

Du bør også tjekke antallet af indgående interne links. Det fortæller nemlig noget om, hvor vigtig den pågældende side er for websitet. Jo flere interne links, jo vigtigere må siden være for websiteejeren – ellers ville der ikke blive linket så meget til den. Sammenlign eventuelt med et par andre sider på domænet for at have et sammenligningsgrundlag.

Flere interne links betyder desuden mere intern værdi, der via et link fra siden kan videreføres eksternt til dit website.

Domænets alder

Hvor lang tid har websitet eksisteret? Jo længere tid det har eksisteret, jo mere givtigt vil det være for dig at få fingrene i et link – alt andet lige. Et domænes alder vil sandsynligvis påvirke sidens autoritet og dermed dens stemme (linket), der peger på dig. Derfor er det som udgangspunkt bedst at få links fra sider, der har eksisteret i lang tid. Ofte vil sider, der har eksisteret i lang tid, også have en bredere linkprofil.

Der er ikke noget galt i links fra nye websites, men du kommer som regel altid længst med links fra ældre websites. Herudover er der også en større chance for, at det ældre website også er her i morgen, og dermed er din investering i tid og ved at tage kontakt til sitet bedre givet ud.

Er siden indekseret?

Hvis du ikke har fundet den pågældende side igennem Google, er det vigtigt, at du lige tjekker, om siden er indekseret. Er den ikke indekseret, er det intet formål i at få et link fra siden. Google ser det nemlig ikke og vil derfor ikke se dit link. Derfor vil Google ej heller kunne overføre nogen værdi til dit website. At en side ikke er indekseret kan også skyldes, at websitet er underlagt en eller anden form for penalty, og så ønsker du slet ikke at få et link derfra, da det kan være direkte skadeligt.

Antallet af links på siden

Jo flere udgående links siden har, jo mindre værdi er der tilbage til dig. Derfor er det altid at foretrække at få links fra sider med så få udgående links som muligt. Der er selvfølgelig masser af undtagelser for reglen, og du skal generelt set ikke takke nej tak til et link, bare fordi der er mange links. Men det vil påvirke styrken af det link du får, og derfor bør du også have det med i overvejelserne i forhold til, om det er din tid og indsats værd. Enhver side, der er indekseret af Google, har en bestemt mængde værdi, den kan give ud af, og som er baseret på den værdi, websitet har som helhed og herefter delt ud på undersider. Hertil kommer også antallet og kvaliteten af eksterne links, der peger på siden. Der findes mange eksempler på sider, hvor der bliver linket tilbage til selvsamme side. Af dem, der får udgående links, går der altså noget ud og noget andet ind, og så kan det pludselig sagtens være et attraktivt link, selvom der er mange udgående links. Bedst er det, hvis du selv kan slippe for at linke retur.

Hvor på siden kan du få et link?

Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvor du kan få dit link placeret. Men der er stor forskel på, hvor meget værdi et link giver alt efter dets placering. Generelt set er det bedst placerede link placeret above the fold i en indholdsartikel. Linket bør samtidig være tydeligt. Jo mere tydeligt det er, jo bedre er det for dig. Tydeliggørelsen af dit link fortæller nemlig Google noget om, hvor vigtigt det er for afsender at henvise til dit website. Bliver du tilbudt et link i footeren af en side, vil værdien være forsvindende lille sammenlignet med et link above the fold. Er der tale om en lang liste med forskellige udgående links, er det også meget bedre at ligge i toppen af listen end i bunden.

Stylingen af linket

Som jeg lige forklarede, har synligheden af et link en masse at sige i forhold til, hvor meget værdi det kan pålægges. Derfor er der også forskel på, om dit link er et almindelig tekstformateret link, eller om det er sat ind i et header-tag for at fange brugeren. Kort fortalt ville et drømmelink være placeret i et stort rødt h1-tag, så det ikke var til at komme uden om. Det er dog i praksis svært at opnå på de fleste websites. Er der tale om et billedlink, vil det også være en fordel, at der er tale om et stort billede frem for et lille. Synlighed er alt, og det skeler Google naturligvis til.

Ankerteksterne på de andre udgående links

Linkes der ud med naturlige ankertekster, eller er linket til Nordea markeret med teksten ”billige, billige lån?” Kort fortalt skal du undgå sider, der linker ud med for optimerede ankertekster. Der er højst sandsynligvis tale om en eller anden form for spamside opsat af nogen, der arbejder for de konkurrenter, du måske er stødt på. Generelt set skal du prøve helt at lade være med at diktere ankertekst på links, du går ud og skaffer. Leg med ankertekster, når det er ejendomme, du selv har styr på, og hvor du senere kan tilrette, hvis det bliver et problem.

Nofollow, javascript, redirect

Hvordan linket er formateret, har alt at sige. Hvis links er markeret med nofollow, giver de stort set ingen værdi for dig, og så skal du kun gå efter linket, hvis det er fordi, du er ret sikker på, at det rent faktisk vil føre besøgende med sig. Det samme kan siges om javascript-links og sneaky redirects. Hvis der er nogen værdi, der overføres, er den minimal. Google kan godt aflæse dem og finde frem til din side. Men om der overføres værdi, er mildest talt svært at udtale sig om. Derfor anbefales det at lade være med at bruge for meget krudt på det, medmindre du altså mener, det kan give gode besøgende til dit website.

Sælger siden links eller er indholdet dårligt

Hvis du kan se, at der er tale om solgte links, skal du virkelig passe på. Det kan i realiteten godt betale sig at investere i solgte links, men hvis det er muligt for dig at afkode, at her må være tale om købte links, vil Google også kunne komme frem til denne konklusion, og så skal du holde dig væk. Det kan give problemer både for sælgers website, men også for dit!

Det er samtidig vigtigt, at indholdet er i orden. Hvis der er tale om spinnede tekster eller indhold, der ikke giver meget mening for en bruger, eller med andre ord – en side der ingen værdi giver, bør du ikke prøve at få fat i et link derfra!

Smid din stemme
Skrevet af Henrik Bondtofte
Inkarneret SEO-specialist og forfatter af Linkbuildingbogen, Danmarks eneste bog om emnet linkbuilding.