Den anden dag blev der på Google+ efterspurgt cases på websites, der er kommet ud af pingvinens skarpe kløer. Ingen meldte sig på banen, og det er faktisk ikke så underligt, for det er hårdt arbejde at komme tilbage på de placeringer man havde før, man blev ramt. Og kommer man tilbage, er det ikke engang sikkert, man lægger mærke til det!

Du har levet på lånte placeringer

Det er ganske sikkert og vidst, uanset om du selv har lavet dem, fået andre til at lave dem eller andre har lavet dem uden din viden, at du er blevet taget i linkspam af Google’s politi, og nu falder straffen. Du har mistet dine elskede placeringer og går i gang med oprydningen, for du skal jo tilbage til tidligere niveau igen, og det skal helst gå hurtigt!

Du fjerner/retter links og disavower

Når du beder Google om at se bort fra links igennem disavow eller selv får fjernet links, ja så fjerner du også det værdigrundlag, du før har nydt godt af. Og selvom de dårlige links måske ikke længere holder dig tilbage efter en oprydning og du nu er fri af straffen, vil du stadig ikke have de samme placeringer, som du havde før.

Når du først en gang er blevet ramt af en penalty som Penguin, kan du være ganske sikker på, at du ligger i en kurv med en masse andre ”syndere”, som der holdes ekstra øje med. Hvor lang tid man befinder sig der, afhænger af, om man er i stand til at få nye links fra kilder som Google opfatter som værende troværdige.

Tag din straf og afvent bodsafgivelse

Personligt forestiller jeg mig, at det er websitets trustscore, der bliver pillet ved. Vi ved alle at websites som Google stoler på, får mere ud af links end sider, Google ikke stoler på. Det betyder at to forskellige websites aldrig vil få præcist samme mængde linkjuice ud af et link, medmindre de begge har en identisk trustscore.

Det giver fin mening at pålægge en sådan sanktion på websites, som tidligere har brudt retningslinjerne. Spørgsmålet er nok nærmere, hvorfor de ikke skulle gøre det? Det betyder at du udover at skulle jagte nye links, der kan erstatte de gamle, skal skaffe endnu flere og bedre links og dette blot for at nå tilbage til tidligere placeringer.

Hvordan kommer jeg så tilbage?

Du fortsætter hvor du slap, men denne gang styrer du udenom alt der bare ligner linkspam, om det så er det eller ej. Du kan komme tilbage på dit tidligere niveau, men det kræver hårdt arbejde og det er ikke noget, der sker lige så pludseligt, som da du blev ramt, det er en løbende proces hvor du gradvist opbygger din popularitet og troværdighed igen.

Det værste du kan gøre er at stoppe med at bygge links – i det tilfælde vil du aldrig vende tilbage til tidligere tiders placeringer.